Anita Lillevang - ”Arnesteder for Uro og Usædelighed” i starten af 1900-tallet
Nu skal vi møde Anita Lillevang, der er forfatter til bogen Arnesteder for Uro og Usædelighed. Det er en Svendborg-beretning om fattige kvinders vilkår på livets skyggeside i begyndelsen af 1900-tallet.
Fattigfolks materielle historier er borte, slidt op, revet ned. Til gengæld rummer fortidens politirapporter historier om de fattigfolk, der bevægede sig på kanten af loven. Og sikke nogle historier! Det er vilde og saftige detaljer, Anita Lillevang har hevet frem fra politirapporter og politiprotokoller fra Svendborg i begyndelsen af 1900-tallet. Tilsammen giver de et indblik i liv, der ikke tidligere er fortalt om.

